Lad mig først lige sige – jeg havde en fantastisk fødsel! Det er jo det vildeste nogensinde… Jeg har faktisk været i tvivl om, hvorvidt jeg ville fortælle om min fødsel eller ej, men da flere har spurgt til den vil jeg gerne dele min oplevelse med jer.
Lørdag d. 17 februar kl. 9
Vi har sovet længe og jeg har sovet fantastisk, men vågner og er faktisk ret træt. Det er dog ikke noget nyt, så det tænker jeg ikke over. Jeg går på toilet og da jeg vil rejse mig, føler jeg, at jeg tisser voldsomt meget, selvom jeg jo lige har tisset.
Jeg når lige at tænke “ej okay, nu kan jeg heller ikke styre, hvornår jeg skal tisse mere” (grundet graviditeten)… Det var så bare ikke tis, men min vand der var gået.
Jeg sidder der faktisk ganske længe og da jeg tænker, så nu er det over, rejser jeg mig og plask, så kommer der mere vand!
Vi har besøg af min svigerfar der hjælper til i vores nye hus, så min kæreste og svigerfar er i fuld gang.
Jeg går ud i gangen og siger med en blævrende stemme “Nu, nu, nu, må i ikke gå i panik, men mit vand er gået” og det var tydeligvis mest mig der var mest i panik 😉
Jeg får ringet til min jordmoder, som vil kigge forbi hen af eftermiddagen, da vi har valgt at føde hjemme.
Den bedste beslutning for mig, da jeg slet ikke havde lyst til at føde på sygehuset. Jeg var faktisk lidt angst for det… Mærkeligt for nogle sikkert 🙂
At danse veerne i gang
Jeg laver en stor portion smoothie, for jeg tænker, at nu skal kroppen bare tankes op. Jeg hører musik, danser rundt, støvsuger og hygger mig. Jeg tuller faktisk bare rundt og gør lidt klar til den store finale ♥
Jeg har det fremragende de næste mange timer. Jeg har lidt veer, men ikke mere end de mange plukveer jeg har haft. Jo, det bider da og tager til, men hver gang der kommer en ve tænker jeg “Årh den er god!”.
Jeg vidste jo, at veerne var til for at hjælpe mig. Jeg vidste min krop kunne det her og jeg har sagt utallige gange til mig selv, at jeg ville være god til at føde!
Jeg var også ude at gå, for at få lidt luft, men også for at få godt gang i kroppen. Jeg forsøgte også at hvile mig, men det var jeg ikke så god til.
Kl. 15 kommer jordmoderen hjem til os
Jeg bliver tjekket indvendig for at se, hvor åben jeg er og der er lang vej endnu. 2 cm åben… Men det er okay tænker jeg. Jeg har jo masser af tid – troede jeg.
Desværre vidste jeg ikke, at man som hjemmefødende skal føde indenfor 17 timer fra vandet går (det er åbenbart forskelligt fra region til region), så ubevidst begynder det at stresse mig.
Jeg bliver faktisk lidt presset over, at jeg skal nå det inden kl. 02 om natten. Jordmoderen laver en hindeløsning på mig, for at sætte lidt ekstra skub i veerne og pludselig er jeg 3 cm. åben.
Vi hygger os stadig og jeg ligger tiden lidt fra mig igen. Vi tager hjemmebag op fra fryseren, hører musik, ser lidt fjernsyn og jeg sidder og hopper på en pilates bold.
Jeg har det bare så godt!
At stå på hovedet sammen med det bedste team
Omkring kl. 17 kommer min doula, som skulle være med til fødslen. Jeg var ret hurtig til at sige, at vi skulle have gang i lidt rebozo (en massageform for at sætte gang i veerne og sikre, at baby står rigtigt), så det gjorde vi.
Veerne blev egentlig bedre og bedre jo længere tid der gik, men hver gang jeg blev tjekket var jeg 4 cm åben. Så måtte vi jo gå lidt mere til den tænkte jeg.
Jeg var stadig fuld af overskud og synes det var spændende at opleve veerne, men vi mistænkte lidt, at baby stod skævt i mit bækken, siden jeg ikke åbnede mig mere.
Derfor spurgte Astrid, min doula om jeg var klar på at stå på hovedet. Jeg var klar på det hele 🙂 Jeg følte også der skete noget og igen blev veerne super gode, men da tiden var inde og jeg skulle tjekkes, så var det stadig 4 cm.
Det var lidt som at gå til eksamen og åben døren til stuen og sige “Stadig 4 cm… 🙁 “
Min første tur i ambulancen
Min søde jordemoder luftede tanken om, at vi skulle på sygehuset først på aftenen, men jeg valgte flere gange at overhøre det. Jeg havde bare slet ikke lyst.
Jeg havde en større frygt for at komme på sygehuset end jeg egentlig troede. Jeg havde en stort ønske om at føde herhjemme uden smertelindring. Vi havde den hyggeligste stemning med stearinlys, hyggemusik og bare ro!
Det var altså fantastisk. Min kæreste havde gjort fødekarret klar, som stod midt i stuen og jeg glædede mig til at komme i det.
Desværre skulle jeg være 5 cm. åben før jeg måtte komme i og det blev jeg aldrig herhjemme. Kl. 23.30 bliver vi overflyttet til sygehuset (og det er efter, at jeg har tudet lidt over det og kastet med køkkenrullen, men så var det som om, at jeg accepterede det og gav slip).
Veerne blev voldsom gode (og ret smertefulde 🙂 ) i ambulancen og jeg skulle virkelig koncentrere mig om vejrtræningen, som min fantastiske doula havde lært mig (det kan virkelig anbefales at have en doula eller komme med på Astrid’s fødselsforbedredelses hold).
Okay, okay, de gjorde ondt nu… Sådan rigtig ondt!
Kl. 23.53 på sygehuset
Da jeg bliver kørt ind på fødestuen, når jeg lige at se på klokken og se datoen i løftet, hvor jeg tænker “godt det snart er d. 18, det er da en pæn dato” 😉 Jeg får nu presseveer, hvilket er for tideligt, da jeg stadig er 4-5 cm åben.
Jeg har ikke den samme kontrol over min krop på dette tidspunkt. Jordemødrene snakker om, at jeg skal have en epidural blokade sammen med vee-drop og det var dét der var min største frygt.
Heldigvis er mine veer så gode, at vee-drop ikke er nødvendigt, men da jeg har presseveer er epidural nødvendigt. Jeg får den lagt, hvilket jeg ikke rigtig mærker og når kun at få virkningen i 2-3 veer, da det pludseligt går stærkt.
Jeg husker, at jeg får sagt ret bestemt “når i nu har lagt den i ryggen, så fyr dog op for den!”
Jeg synes nemlig ikke den virker særlig meget, men jeg fik åbenbart kun ganske lidt og det var lige det der skulle til for, at jeg kunne slappe af i bæknet og baby kom langt nok ned.
Baby er jo en dreng
Omkring kl. 02.40 er jeg åbnet mig 10 cm og nu er det nu. Baby skal ha’ et ordenligt skub og så er det ud! (næsten da..) Det er en vild fornemmelse at presse baby ud.
Det gjorde jo pokkers ondt, men jeg vidste, at nu var vi der snart. På 30 min. får jeg presset baby ud og det første jeg ser er, at det er en dreng. Jeg har været overbevist om, at det var en pige…
Det var min klare fornemmelse og jeg har da også været lidt kæphøj om, at det var en pige jeg gik med. Så kan man jo lære af det… Det var jo 50/50 ikke? 😉 Så lige da baby kommer ud siger jeg “jamen det er jo en dreng!” og så blev Kalle til ♥
Min doula Astrid har filmet lige da Kalle bliver presset ud. Det er ret overvældende at se og se, hvor fuldstændig vild ens krop er! Den gør det bare. Den er skabt til det.
Så selvom mine forventninger og ønsker var noget andet, havde jeg en suveræn fødsel med det bedste team.
Det var faktisk lige som det skulle være. Jeg har så meget på hjertet om lillemanden Kalle, amning, amme-mad, baby produkter og alt hvad der følger med, meeen overskuddet er ikke det største, så i må have lidt tålmodighed med mig. 🙂
Kærligst Tina og Kalle
