Graviditets dagbog del 4: Skal i have en pige eller dreng?

Læs første del HER, anden del HER og tredje del HER.

Gravid uge 13 og 14

Årh sikke en lettelse. Vi har nu været til første offentlige scanning, som viser hvordan baby har det.

Jeg troede ikke det ville påvirke mig, fordi jeg hele tiden har haft en følelse af, at alt er okay, men jo nærmere dagen kom første scanning, jo mere nervøs blev jeg.

De der tanker “tænk nu hvis…” er jo hamrende belastende. Hver gang tankerne kom var der hende den fornuftige “hold nu op Tina, alt er jo fint” og samtidig var der hende (den irriterende) der sagde “jamen hvad nu hvis…”

12. ugers scanningen gik så fint og jeg havde fået at vide at jeg skulle drikke rigeligt med vand, da man så bedre kan scanne baby.

Som i kender mig, så tager jeg da sådan nogle Helse-Else ting bogstaveligt, så jeg havde drukket en MASSE vand forinden.

Noget af det første jeg fik at vide under scanningen var: “ja din blære den er da godt nok fuld” og jeg ligger stolt og svarer JA! men jeg havde åbenbart drukket FOR meget, så hun havde svært ved at se baby…

Så jeg måtte lige og at tisse og så kunne vi starte. Altså hvem ved også hvad “drik rigeligt vand forinden” betyder??? Alt var i den skønneste orden og det var en ret stor lettelse.

Både min kæreste og jeg var ret imponeret over, hvor meget man kunne se at baby på dette tidspunkt.

Det var en rigtig stor oplevelse og det gjorde mig ret glad, at jeg kunne se på min kæreste, at han også kunne se, hvorfor jeg til tider havde været hamrende træt og havde brug for at spise kage!

Det ved alle jo at vi gravide har brug for… (Pomfrit- Bjarne du stopper bare!) Allerede kort tid efter 12. ugers scanningen, nemlig i uge 14 kan man som ofte se kønnet.

Vi havde egentlig ikke snakket så meget om det, men alligevel lå det i kortene, at selvfølgelig skulle vi da vide kønnet med en selvbetalt scanning. Det er jo mest praktisk… Og lige præcis det der “praktisk” blev pludselig lidt for meget for os.

Hvorfor skal alt være så praktisk?

Hvorfor skal vi have kontrol over det hele?

Hvorfor skal vi vide det hele?

Sagt med den varmeste kærlighed i stemmen 😉

Jeg ved ikke helt, hvorfor vi har fået det sådan, men vi har ikke brug for at have alt klappet og klar (jo det meste da..) og så fik vi også noget andet af vide af et familiemedlem, som jeg har tænkt ret meget over.

Hun sagde noget lign.: Når vi ved det hele planlægger man (vel) ofte navne, børneværelset spiller, tøjet er klar i bestemte farver og man ved (eller tror man ved) hvordan lille baby ser ud og hvordan lille baby er…

Man skaber altså nogle forventninger og er der noget jeg ved nu, så er det da, at forventninger aldrig bliver som man tænker, når man er gravid. Jeg forestiller mig det er det samme der sker, som nybagt mor og far 🙂

Lyder det helt tosset? Så nu har vi givet hånd på, at vi ikke skal vide det. Det sjoveste er så, at folk omkring os virkelig er for eller imod. Nogle kan kigge helt underligt på mig, når jeg siger vi ikke skal vide det.

“Hvorfor skal i DOG ikke det??” og andre synes det er hyggeligt og kan godt forstå os. Det er aldrig midt imellem. Det her med at være gravid, det er altså noget sjovt noget på alle mulige måder?

Forresten Pomfrit-Bjarne er her ikke så meget mere, altså jo lidt, men han er nu egentlig helt okay. Specielt når han beder om romkugler… OG DET ER HELSE-ELSE IKKE TIL!

Men så lader jeg dem bare diskutere lidt og til sidst vinder Pomfrit-Bjarne 😉

Heldigvis sørger Helse-Else for de lækre smoothies og er hende der sørger for, at baby og jeg kommer ud at løbe nogle gangen i ugen.

Det er vidst godt nok. Dyrkede du motion da du var gravid? Eller gør du hvis du er gravid?

Kærligst Tina og baby ?

Tilbage til bloggen